Magtens og dialogens mulighedsrum

 

I kompetencekompagniet anskuer vi magt fra helt anden vinkel end en traditionel magthaveropfattelse. Magt findes i alle relationer og magt praktiseres i høj grad i dialog. Opmærksomheden på, hvorledes vi med dialogen som værktøj, kan øge vores evner til i fællesskab at magte, foldes ud gennem temaoplæg til fælles refleksion, arbejde med cases og gennem helt konkret træning i at have en åben tilgang til opgaveløsning gennem bevidsthed om sprogets skabende kraft.

 

For at forstå dette, så er vi teoretisk funderet i den opfattelse, at positionering er de briller, vi ser en problemstilling/udfordring med. Når vi taler fra en personligt oplevet virkelighed ligger det implicit, at denne oplevelse er subjektiv. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er muligt at have en objektivt oplevet verden. Hvilke konsekvenser har det for den måde vi taler sammen på? Hvorledes skal vi nogensinde blive enige, når alle er salige i egen tro?

 

Vi skal lære at kunne rumme nye tilgange og andre måder at tænke på, hvis vi vil gøre magtens mulighedsrum større. Vi arbejder abduktivt hele tiden, idet vi kun kan have antagelser om, hvad der vil ske i fremtiden, når vi beskæftiger os med mennesker. Men årsagssammenhænge eksisterer, så vores opgave er at være så dygtige som muligt til at gætte på den rigtigt eller de rigtige årsagssammenhænge. Her er erfaring og viden væsentlige medspillere ved etablering og udvælgelse af hypoteser til afprøvning. Diskussioner heraf skal derfor handle om, hvilket scenarie mødedeltagerne anser for mest sandsynligt. Jo flere hypoteser der sættes i spil, jo større er sandsynligheden for, at den professionelle vil opleve, at noget virker.

 

Som lærere er vi særdeles dygtige til at se barnets problem og opstille hypoteser og undersøge disse med diverse test og spørgsmål. Det er vores påstand, at den professionelle ofte vælger at spørge på en måde, som bekræfter hypotesen, og som ikke giver mulighed for at afkræfte hypotesen. Dette er der mere om i afsnittet om den selvopfyldende profeti.

 

SÅ - hvad sker der, hvis vi vælger et andet udgangspunkt for vores praksis? Hvilke muligheder vil vi få stillet til rådighed, når vi ændrer vores praksis og bliver vores egen kritiske ven?