Åben dialog som et praksisfællesskab

 

At være fælles om en praksis er f.eks. almindeligt kendt blandt håndværkere. De er gode til at dele ideer og tanker, samt at oplære nye deltagere ind i de gældende opfattelser af, hvad der er god praksis. Ligeledes er lærere og pædagoger også optagede af, hvad der er god praksis, og hvorledes denne udøves i et praktisk pædagogisk/didaktisk fællesskab.

 

Hvad sker der, når vi udvider praksisfællesskabet til også at omfatte de børn og unge vi har med at gøre i vores dagligdag, samt til disses forældre og nærmeste netværk?

 

Hvad sker der, når vi begynder at betragte sindslidende, som det offentlige system anser for at være ude af af stand til at tage vare på sig selv, som vore samarbejdspartnere? Hvilke perspektiver er der i det?